onsdag den 27. maj 2015

Et par travle fridage.

Fire dages afspadsering i denne uge. Der er nogle hængepartier som skal ryddes af vejen. Først og fremmest skal der gøres et værelse klar. En ung Australsk speedwaykører lander i aften og skal bo her i tre uger. Vi må håbe vi kan få ham "opdraget" lige så godt som Max Fricke som var her for tre år siden. Han klarer sig rigtig godt internationalt. Der skal syes lidt når symaskinen er gravet frem. Mit krearum trænger til oprydning. Så er der lidt almindeligt rengøring og tøjvask. Hvis der er mere tid kan jeg jo hækle lidt flere grydelapper. Femten par er afsat. Så jeg fortsætter bare til garnet er brugt op, der er til ti par mere.

Dagens pligter kalder. God dag.

mandag den 11. maj 2015

Frem med hæklenålen igen.

Så blev fødselsdagsgaverne til mine dagplejebørn færdige.


To i str. 1 år til et hold tvillinger og 1 i str. 2 år. Så skal hæklenålen frem igen, der er gået total inflation i grydelapperne, fire par mere er bestilt. Så er der da arbejde til det næste par dage. Jeg har lige været en tur på systuen. Der ligger en ordentlig stak hjelmfarver til Kristian, som skal syes, jeg tager lidt ad gangen. Godt der igen er lang weekend, så kan der laves lidt håndarbejde. Jens skal på farten det meste af tiden, det betyder jo strikketid til mig. Dog er der to gange brunch, en efterkonfirmation og en 75 års fødselsdag, men en sådan fest er jo dejlig afslappende og uformel. God aften derude.