tirsdag den 20. maj 2014

Mon jeg snart har hvilet ud.

Det tager sin tid at blive vågen oven på brylluppet. Jeg syntes ikke vi havde så meget vi skulle klare til brylluppet, tøj, sang, æresport og ranke til bilen.



Alligevel synes jeg det er svært at komme ovenpå igen. Mandag efter fyraften gik turen til Billund med et hold englændere, derfra til Odense med Jakob. Så var den dag brugt. Gæsterne havde været der fra torsdag aften, det trætter at tale et andet sprog når man ikke er vant til det og ikke særlig god til det, men øvelse gør mester, til sidst gik det helt godt. Onsdag var det dagplejedag. Den blev fejret med et heldags arrangement hos en kollega i nabobyen, en hyggelig dag med focus på Naturdagpleje. Heldigvis var det lang weekend. Torsdag blev der bagt hveder til campingturen. Lørdag- søndag var vejret herligt. I går var en kollega og jeg på kursus med "Grønne spirer" på Fyn. Et inspirerende kursus om naturen i børnehøjde. I dag har ungerne sået højbedene til og vandet. I aften fik jeg sået i køkkenhaven, lidt sent, men det har den fordel at de nye grønsager først er klar når vi kommer hjem fra sommerferie. Ind imellem hækles der lidt, jeg er igang med en stak hagesmække på bestilling. De skal være ekstra lange så det tager lidt tid. Jeg har meldt mig til webstrikkefestivalen i Esbjerg sidste weekend i september, og der er bestilt sommerhus på Fanø til strikkefestivalen der. Det bliver uden tvivl en dejlig ferie. God aften.

søndag den 11. maj 2014

Dagen derpå.

Marias forældre og vi havde lavet æresport ved kroen.

Dagen i går blev brugt på en fantastisk bryllupsfest. Maria og Kristian blev viet i Ål kirke i Oksbøl.

Brudeparret.
Bagefter var vi til en fantastisk fin og gennemført bryllupsfest på Henne kro. Maden var som altid fin og lækker. En tapas tallerken, oksemørbrad med lækkert tilbehør, bryllupskage til dessert. Der var masser af taler, sange og andet underholdning. Der var et kæmpe gavebord. Der bliver noget at pakke ud og nyde i dag.


Bryllupskagen.
Dagen i dag står vist på afslapning. Med brunch sammen med de nygifte og nogle af deres gæster. I morgen kalder hverdagen igen. Det er jo en lille kort uge. God søndag.

fredag den 2. maj 2014

Jeg er her endnu.

Tiden slår ikke til for tiden. Vi forbereder os på Maria og Kristians bryllup i næste weekend. Haven er gjort ren. Drengene har gravet ny sandkasse. Jeg har lagt fliser rundt om. I dag skal der lige jævnes noget jord og sås græs. Jeg skal på kursus to dage i næste uge og har fri de sidste tre dage, så kan græsset få fred til at komme op, uden børnene graver i det. Svigerdatterens kjole er rettet til så den passer. Jeg har fået et bestillings tørklæde færdig.


 Den lilla og den grønne er mit valg. håber hun kan lide det. Jeg syntes der skulle lidt pang på.



Garnet er Højlandsuld fra garnudsalg. Det er første gang jeg har strikket i deres garn, men bestemt ikke sidste.
I morgen skal dagen tilbringes sammen med strikkepigerne. Jeg skal videre med striber nummer to. Den første er bare så fantastisk lækker at have på. Jeg må videre i dagens tekst, så jeg kan blive klar til at holde weekend. God weekend til jer derude.

tirsdag den 15. april 2014

Nyder ferien.



I går stormede det så teltet var ved at lette. I dag er det det skønneste solskin. Måske jeg skal se om der er læ et sted, så man kan få lidt sol.



 Et par strømper er strikket færdig. Tørklædet skrider også fremad.


Strikkekurven er fyldt så det er bare at klø på.


 I går var jeg på kjolejagt, men fandt ikke nogen da jeg ikke vil give 2 -3000 kr. for en kjole jeg måske kun får på den ene gang. I formiddag var jeg lige hjemme forbi. Så prøvede jeg lige "det gamle". Det passer endnu, så det bliver det. Så skal der kun et par nye sko til. Nu er det vist strikketid, har slet ikke haft pindene i hænderne endnu i dag. Det er da en fejl. god dag.

torsdag den 10. april 2014

Så kan påskeferien godt begynde.


Så kom min første bestilling fra Garnudsalg. Helt sikkert ikke den sidste. Der skal strikkes et tørklæde på bestilling, så må vi se hvad resten bliver til.


Striber nummer to er også kommet på pindene. Den første er så fantastisk lækker at have på, den er bestemt et hit. Tak for de søde kommentarer til den første. Og tak for alle lykønskninger til Anders. I morgen når fyaftensfløjten lyder, er jeg smuttet på camping. En dejlig lang påskeferie, uden de store planer venter. En damefrokost, til en halvtredsårs fødselsdag, er eneste planlagte arrangement. Tænker at jeg skal ud og se på kjole til sønnens bryllup. Det er vist ved at være på tide, det er 10. maj. Ellers er det jo bare at gribe strikketøjet og slappe af. God dag.

mandag den 7. april 2014

Færdig med striber.

Weekenden blev tilbragt i campingvognen, i selskab med strikketøjet. Striber blev strikket færdig. Den er meget vid i halsen, så der blev hæklet en række kædemasker i den nederste retrille. I aftes fik den knapper i og en gang vask. Glæder mig til at få den på den er fnug let. Der er meget af det kulørte garn tilbage, så der er bestilt supplement, så der kan blive til en mere, med en anden bundfarve.


Garnet til skjorten fra Nordiske masker var kommet hjem, så det blev afhentet i Ho søndag eftermiddag. Nu er der slået op til første ærme.


Yngste søn fylder 20 år i morgen. Da han skal arbejde sent, venter vi med at fejre ham til på onsdag. Dette betyder, at jeg kan tilbringe aftenen i morgen, sammen med mine strikkeveninder. Det er altid nogle hyggelige aftner, som desværre er alt for korte. Når ugen er omme er det påskeferie. Det bliver dejligt med nogle fridage. Det er også tiltrængt med alle de strikkeprojekter der venter. God eftermiddag.

tirsdag den 1. april 2014

Så er vinderen fundet.


Lodderne blev klippet og puttet i min gamle sypose.


 Vinderen blev Berit.
Selv har jeg også været heldig i dag. Jeg har vundet pakke nr. 6 hos Belladotte.
Jeg er lige startet på andet ærme på Striber, så kan den snart blive færdig. Andre projekter er klar til at blive påbegyndt/gjort færdige. Haven trænger også gevaldig til en ordentlig omgang. Der skal laves ny sandkasse og sættes gyngestativ op plus det almindelige forårs arbejde. Velkommen til de nye læsere. Tak til jer som ville lege med. God dag til jer alle.