søndag den 12. januar 2014

Weekendens produktion.


Seks hagesmække blev det til. Det svandt ikke meget i resterne, måske der skal findes en anden måde at få dem anvendt. Noget med oldemor firkanter måske? Eller striber? Nu vil jeg få gjort de tørklæder færdige, som jeg havde plan om skulle være færdige inden jul. Der skal lige hækles nogle lapper. Så er der monteringen. I aften skal jeg se håndbold. Spændende om de kan klare sig. God aften.

lørdag den 11. januar 2014

Intet skal gå til spilde.

Jeg har fundet nogle af resterne af bomulsgarn frem. Der hækles et par hagesmække. Jeg bruger nogle stykker i mit daglige arbejde. Skuffen trænger til forsyninger. Jeg fandt inspiration i en Facebook gruppe. Der hækles også fri fantasi.

Manden er på sæsonens sidste jagt med efterfølgende gule ærter, så det er ikke godt at vide hvornår han kommer igen. Jeg vil smække benene op og hækle videre indtil han skal hentes hjem. Aftensmaden kræver nok ikke de store anstrengelser idag. God weekend.

mandag den 6. januar 2014

Så er 2014 i gang.



 Friske tulipaner efter julepynten var ryddet væk.

I dag er første arbejdsdag. Det har været en dejlig lang juleferie, med masser af tid til afslapning. Der er gjort status over garnforbruget i 2013. Der er brugt 8242 g. og indkøbt 10670 g. Dette har givet: 2 par handsker. 14 par strømper. 1 halvt kongerige. 3 Royale svøb. 2 babytæpper. 2 babyundertrøjer. 6 trøjer str. 1år. 1 trøje str. 6 år. 3 kjoler str. 2-4 år. 19 hæklede hagesmække. 1 tørklæde. 4 Hjertecardigan str. 2 - 4 år. 2 baby huer. 3 islændere str. 2-3-4 år. 2 sjaler a´la Christel Seyfart. 2 hæklede tørklæder. Det er da lige godt noget når det sådan bliver listet op. Det første par ting som var påbegyndt sidste år er blevet færdige.


Square fra Louise Harden. Købt på Fanø.


Tre hagesmække til gave/salgskassen.

Lige nu strikkes der knæstrømper. Der er vist garn til to par, så kan det da trækkes fra lagerbeholdningen. Som jeg i øvrigt ikke tør tælle på, men min plan er at få den bragt ned. Håber 2014 vil bringe lidt mere energi og glæde som 2013. God dag.

tirsdag den 31. december 2013

Godt nytår!


Endnu et år er pist væk, forsvundet inden man fik set sig om. 2013 har været på godt og ondt. Første halvdel af året var energien på lavt blus. Det var lige som jeg ikke kunne samle energi til ret meget. Sommeferien gav den nødvendige afslapning. Desværre varede det kort. I midten af august meddelte vores ældste søn og svigerdatter at de skulle skilles. Dette har krævet en del energi og hjælp på mange måder. Det har ikke været uden tårer og søvnløse nætter. Håber de nu kommer videre, og der falder ro på det hele. Julen har heldigvis været stille og afslappende. Der er strikket og hygget. Der er strikket en del i årets løb, der må gøres status i det nye år. Jeg var til strikkefestival på Fanø. Nogle dejlige dage. Ligeledes var jeg til Webstrikkefestival i Maribo. To begivenheder jeg ser tilbage på med glæde. Tak for hyggeligt selskab begge steder. Jeg håber at kunne være med begge steder også i 2014. Først i det nye år må der ses på sommerhuse på Fanø, det behøver ikke være luksus bare man har en base, men det er om at være ude i god tid. Nu vil jeg snuppe en time med pindene, inden maden skal forberedes. Glæder mig til at møde jer rundt omkring også til næste år. Jeg vil prøve at begrænse mit garn indkøb og få brug noget af lageret. Vi må se om det kan lykkes. I ønskes alle et Godt og lykkebringende nytår.

fredag den 27. december 2013

Juleafslapning.


Anna og Anton.
Der slappes af. Efter vi var 12 voksne og 2 børn juleaften slappes der nu af. Juledag var vi alle til eftermiddagskaffe hos far. Til aften var børnene her til julefrokost. I går stod den på strikketøj og Matador.

Vi fik Krøniken i julegave, så den skal vi også have set. Derudover fik jeg et sæt tøj, det passer på en prik. Jeg fik bogen Strik med nordisk tradition. Der var gavekort til tøj og penge. Bogen Dominostrik var til salg på Face book så den gav jeg mig selv. Den kom med posten i dag. I dag står den på vasketøj, strikketøj og en julefrokost til aften. I dag er første dag jeg ikke har ondt i halsen siden 17. december. Lægen sagde det var en virus, den har godt nok været sej at komme over.


 Julestrikketøjet skrider godt fremad. Jeg er næsten færdig med første stykke.

 
Julemanden kom forbi juleaften. Han lignede godt nok onkel Jeppe. Her er det en grå og blæsende dag. God dag derude.
 

tirsdag den 24. december 2013

Glædelig jul.


Så er jeg ved at være klar. Bordet er dækket, ænderne er i ovnen, kartoflerne er skrællet. Om lidt skal vi have lidt frokost. Den hjemmelavede sylte skal smages. Julestikketøjet er påbegyndt.


Der blev lige strikket lidt sokker til julegaver. De er kommet med i sokke kalen. Jeg har været lidt sløj i år, men tre par i december må råde lidt bod på det.

 
Hermed vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul.

søndag den 15. december 2013

På forkant med julen.

For en gang skyld synes jeg at jeg er godt med. Her er pyntet. Der er bagt småkager. Kogt sylte og rødkål. Alle julegaver er købt.

Der er lavet julegaver med dagplejebørnene. Vores bud på "De fire årstider"


Der er malet glas, som er fyldt med de pebernødder vi har bagt sammen med en kollega, en tradition vi har holdt ved i mange år nu. Når vi er færdige med at bage får vi risengrød.
"Monterings Åge" er kommet men han er lidt sløv. Skal se om ikke jeg kan få syet to tørklæder sammen inden jul.

 
Der skal lige strikkes et par småting inden jul. Julestrikket skal vist være denne som jeg købte af Louise på Fanø. På min er den karryfarvede stribe skiftet ud med en brændt orange. Lige fem arbejdsdage så er der to ugers juleferie. Det bliver skønt. Nu lidt kaffe og strikketøj. God tredje søndag i advent.